Har du søvnproblemer, som gør det besværligt at falde i søvn? Kan du evt. genkende et eller flere af disse punkter fra dig selv, når du ligger søvnløs, og vender og drejer dig i sengen om natten?
Det korte af det lange er, at hvis du genkender ovenstående, så er dine søvnproblemer af psykisk karakter. Med andre ord er din modstander i kampen om at få søvn, din egen hjerne. Forstå hvorfor din hjerne gør, som den gør, lær at overvinde den og slutte fred med den, så kan du opnå en god nattesøvn igen.
En af de mekanismer, der holder dig vågen, når du ligger og ikke kan falde i søvn, er noget du har arvet fra dine tidligste forfædre, og som har hjulpet med til at din art har overlevet indtil i dag. Hjernen har en indbygget funktion, der gør, at du bliver holdt vågen, hvis du har et uopfyldt behov. Det kan være en uløst konflikt, at du er sulten, kolde fødder, stress m.m.
Det er på sin vis rimeligt smart, at hjernen holder dig vågen, hvis ham, der sover ved siden af dig, ikke evner de store etiske overvejelser omkring at tage andres liv, og han er megasur på dig, og iøvrigt er indehaver af hulens største stenalderkølle. Det er ikke svært at forstå, at man sover en del mere roligt, hvis man har fået sluttet fred med denne person. Det kan være denne overlevelsesmekanisme, der holder dig vågen om natten.
Om dagen har storhjernen (hjernens logiske center) travlt med at sortere alle de indtryk den bliver mødt af. Du kender det sikkert selv fra familiefester, hvor du får plads ved siden af moster Oda, der kan snakke fanden et øre af. Efter noget tid, har du et tvingende nødvendigt behov for en pause fra sanseindtrykkene. Sådan har din hjerne det altid. Den bliver konstant bombarderet med sanseindtryk, den skal forholde sig til.
Hjernens logiske center tager pause fra sanseindtrykkene om natten, når du sover. Under denne pause, har hjernen sværere ved at sortere væsentligt (får jeg smadret kraniet af en stenalderkølle) fra uvæsentligt (jeg skal huske at sende den email, forstod xxx vigtigheden af det jeg påpegede, Jeg skal have sat vasketøj over, osv.). Fornuften kan ikke sige til hjernen, at det behøver vi ikke bekymre os om lige nu – det kan sagtens vente til i morgen. På dette tidspunkt, har hjernen ingen 'pyt-kasse'.
Det er – meget forsimplet beskrevet – de mekanismer, der er i spil, når du ligger vågen, og vender og drejer dig i sengen, og tigger og ber til, at Morfeus (altså søvnens gud – ikke ham fra The Matrix) snart vil være dig nådig og tage dig i sine arme.
Hører jeg dig spørge: ”Fint nok – men min kone er forholdsvis fredelig - det meste af tiden - og jeg får næppe hjerneskallen basket ind i nat. Desuden vil jeg rigtig gerne sove. Hvad kan jeg gøre?”
Man skal ikke give hjernestammen nogen som helst undskyldninger for at have et behov. Fjern enhver lille flig af undskyldning, hjernen måtte kunne finde, for at sende et behov, der kan holde dig vågen.
Hvis du irriteres over, at din fornuft ikke kan overvinde de ret ligegyldige tanker, der kører i ring, så er du ikke alene – men … du er i krig med flere mio. års evolution her. Vælg dine kampe med omhu. Denne her er ikke kampen værd – og du taber. Vær en vinder, tag papir og blyant med i seng!
Husk at man så absolut ikke behøver at være rablende sindssyg, for at kunne få god hjælp af en psykolog. Søg eventuelt efter nogle, der har specialiseret sig i CBTi (Cognitive Behavioral Theraphy for Insomnia - der populært kunne oversættes til noget i stil med: ’Adfærds Terapi for Hjerneaktivitet vedr. Søvnløshed’).
Mange har beskrevet at naturprodukter med melatonin skulle kunne hjælpe dem til en bedre søvn. Melatonin er et døgnregulerende hormon som produceres i hjernen, og som sender en slags ’nu er det nat signal til hjernen’.
Andre lovpriser CBD olier i stor stil. CBD olier er udvundet af hamp planter, men der er ikke nogen af de 'sjove' stoffer i CBD. Jeg har ikke personligt erfaring med CBD olier, men der er rigtig mange, der beskriver en lang række af positive effekter (både med hensyn til bedre søvnkvalitet, pænere hud, bedre restitution efter sport og hjælp mod alzheimers, parkinsons, demens m.m.) ved brugen af disse. Hvis du har erfaring (god eller dårlig) med melatonin eller CBD, så hører jeg gerne fra dig, så jeg kan til- eller eventuelt fraråde brugen af dem.
NB! Hvis du går i gang med CBD olier eller melatonin, så sørg for at holde din læge orienteret om det. Din læge kan ikke vejlede dig, hvis han/hun ikke har fuld viden om din gøren og laden.
Selvom jeg ikke er tilhænger af sovemedicin af nogen art, så må jeg dog også indrømme, at når jeg har været mest træt og bare ’skal sove’, f.eks. når jeg er kommet dødtræt hjem fra arbejde, så har jeg villet ’sk.de en snemand’ … været forholdsvist ligeglad med alle gode råd, og drukket et glas rødvin, for at kunne komme til at slappe hurtigere af, og få 20 minutters søvn, så jeg kunne overleve resten af aftenen uden (alt for ofte) at bide hovedet af kone og børn.
Hvis CBD olier giver andre den samme hurtige neddrosling, så ikke et ondt ord herfra.
NB! Husk, at hvis du er kommet til at være urimeligt sur overfor familien, så husk at sig undskyld til dem – først og fremmest fordi, det ikke er deres skyld, at du har sovet dårligt, men også lidt for din egen skyld – ellers vil det være en af din storhjerne holder dig vågen med næste nat….
May the sleep be with you!
Denne artikel er skrevet primært på baggrund af informationer i diverse afsnit af Brainstorm Podcasten (videnskab.dk's podcast om alt indenfor videnskab). Der er plukket fra flere af deres søvn podcasts.
I særlig grad har jeg benyttet udsagn (fortolket af mig) af Birgitte Rahbek Kornum